Den digitale vej til dialog med kunsten

Baggrundsartikel udgivet i Kunsten.Nu den 6. apr. 2013

Kunstmuseerne er begyndt at tage den digitale kunst- og kulturformidling til sig. Samtidig begynder museumsgæsterne at forvente mere viden eller de ønsker ligefrem at gå i dialog med kunsten på deres Smartphones. Ingen ved helt hvordan det udvikler sig. Vi forsøger med et par bud.

Af Asger Hunov og Kristine Haffgaard

De danske kunstmuseer eksperimenterer løs med nye former for publikumsinddragelse og kunstformidling gennem museumsgæsternes Smartphones.

Groft skitseret falder de fleste danske museums-applikationer inden for tre typer.

Den ene type er baseret på audio-guiden, der er en velafprøvet model for museumsformidling. Audioguiden udvides typisk med ekstra informationer om selve udstillingen, i takt med at gæsterne bevæger sig rundt fra punkt til punkt i museet.

Den anden type har karakter af en brochure og indeholder ofte praktiske informationer om udvalgte udstillingselementer sammen med åbningstider, aktuelle tilbud og nyheder.

Den tredje type søger at flytte museumsoplevelsen ud i byrummet gennem lokationsbaserede byvandringer eller informationer om kunst i det offentlige rum.

Kunst, lyd og tid
Et af de museer, der i særlig grad har markeret sig indenfor mobil formidling er Statens Museum for Kunst. I forbindelse med sidste års særudstillinger om Toulouse-Lautrec, Hammershøi og Matisse har SMK forsøgt sig med forskellige former for apps.

Derudover har SMK eksperimenteret med det tværgående projekt Music made by Art, hvor unge musikere har komponeret musik til den danske guldaldersamling:

Kunstformidler Mette Houlberg opsummerer de erfaringer, som SMK har høstet:

”Med en app udvides museumsoplevelsen til at rumme et før, under og efter selve udstillingsbesøget, fordi de besøgende har mulighed for at downloade appen inden det fysiske besøg og orientere sig om udstillingen og så igennem appen opleve værkerne igen eller dele dem med venner bagefter. Vi er godt klar over at de apps, som vi har udviklet indtil nu, slet ikke udnytter det potentiale der er i en mobiltelefon. De lægger sig ret meget op af formatet for en audioguide, der også er visuel. Det er der grunde til fordi vi hele tiden tænker ”heads up”; altså kig på værket og ikke på skærmen og fordi vi endnu ikke helt har fundet måden at gøre det på.”

Kan en app skabe langsomhed og fordybelse?
”Det jeg gerne ville med Toulouse-Lautrec app’en, det var at introducere langsomhed i udstillingen. Fordi der var mange mindre værker og mange små sorthvide stregtegninger, som man måske ret hurtigt kan blive færdige med.

Mit ønske var at få folk til at stoppe op og se længere tid på tegningerne og dermed få en ny oplevelse. Det var en helt grundlæggende præmis for den formidling jeg ville lave, at der var lyd som kunne fastholde folk foran værket. Derfor udviklede vi en app, der brugte musik, kunsthistoriske speaks, teater og lidt film, som den flettede sammen med værkerne.

Det vi i virkeligheden afprøvede, var: Hvordan fungerer en app i udstillingsrummet med alle de forskellige funktioner den har? For vi forsøger hele tiden at blive klogere på hvordan det fungerer herinde og hvad er det vi skal gå videre med.”

”Efter Lautrec app’en tog vi fat i Hammershøi app’en, der var mere eksperimenterende og marketingsorienteret. Den var baseret på billedgenkendelse, så når du holdt din telefon op i mod en plakat, så kom der et billede ind af en kvinde der ligesom afsluttede værket og så var der seks værker inde i udstillingen, hvor der var knyttet en film til. Men folk var skuffede over at der ikke var informationer nok og samtidig kunne de ikke helt forstå hvad de skulle bruge det til. Her fungerer audioguideformatet stadigt enormt godt, men vi skal væk fra at formidlingen er lineær, hvor man går fra et punkt til det næste. Jeg tror på at man godt kan lave noget formidling, der ligesom lægger et par ekstra lag på oplevelsen.”

HintMe – Tweet med kunsten!
HintMe er det nyeste skud på mobilformidlingsstammen og adskiller sig markant fra tidligere app-løsninger ved at sigte på aktiv brugerinddragelse. HintMe er ikke en app, men en mobil website baseret på Twitter teknologien, der gør at man på stedet kan komme i direkte dialog med kuratorer eller andre museumsgæster.

Hvert kunstværk har et hashtag, der giver adgang til værkdata. Det kunne f.eks. være #HammershoiTreUngeKvinder. Som twitterbruger kan man logge på sin twitterprofil og integrere hashtagget, hvorefter man inviteres til at deltage i kommentarstrømmen som er sat i gang og faciliteret af museets kuratorer.

Museumsgæsterne kan skrive kommentarer og spørgsmål, poste billeder, links eller videoklip om kunstværket. Andre brugere, der deltager i tråden, har også mulighed for at svare på spørgsmål og kommentere. Alt der bliver postet i forbindelse med et bestemt værk, bliver arkiveret og kan ses og bruges af andre brugere.

Kunst-tweets mellem 11 museer og danskerne
Som noget helt nyt er HintMe et digitalt formidlingssamarbejde mellem 11 kunstmuseer i Danmark. Projektforsker og researcher Merete Sanderhoff fra Statens Museum for Kunst fortæller om fordelene ved den fælles løsning:

”Vi har længe arbejdet med at forsøge at skabe synergier mellem danske kunstmuseers samlinger og med at sende brugerne videre til hinanden i stedet for at konkurrere, for nettet og web 2.0 er en ny situation som vi kan udnytte meget bedre.

Vi kom op med et projekt, som adresserede det spørgsmål:

Nu skal alle museer have en mobil app eller et mobilt website, og det er ikke alle museer, der bare sådan er gearet til det. Så vi ville lave en eller anden form for fælles løsning, som løste nogle af de udfordringer, som vi alle sammen står med, med én fælles platform.”

Remix Rørbye og Ring
Som en afgørende betingelse for at indgå i HintMe-projektet, skal museerne dele brugsrettighederne til den fotografiske gengivelse af værkerne.

Alle værker der indgår i projektet er baseret på åbne Creative Common licenser. Merete Sanderhoff ser det som et nyt udviklingstrin i dialogen med museumsgæsterne:

”Nu kan kunstværkerne remixes og bruges på sociale medier, i blogs, i videoer, til undervisning og til masser af kreative nyskabelser. Det vil skabe synergi mellem samlingerne og dialog om kunsten. Det kan sende vores samlinger ud i cirkulation på nettet, sådan at det bliver til kreative byggeklodser for læring og innovation på måder som vi måske ikke kan forudsige. Men i det øjeblik at vores indhold er på nettet med åbne licenser, kan det bruges på måder som vi endnu ikke har fantasi til at forestille os.”

Et andet centralt perspektiv er ifølge Merete Sanderhoff, at platformen gør brugerne ligeværdige med museerne og kuratorerne:

”Selv om vi selvfølgelig ansætter de folk, som vi betragter som de mest vidende inden for vores felt, så vil der alt andet lige også være mennesker uden for SMK, der også ved noget dybt og relevant om kunsten. Dem prøver vi at få i tale her. Vi vil gerne i dialog. Vi er kunsthistorikere og vi har derfor en bestemt tilgang til at kigge på kunst. Men det er ikke den eneste. Kunstnere laver ikke kunst til kunsthistorikere, de laver kunst til mennesker. Og mennesker har nogle andre valide ting og sige om kunsten som vi gerne vil være et forum for.”

Levende 3D skulpturer på mobilen?
Filmselskabet True Stories er i samarbejde med Københavns Kommune gået i gang med at gøre 10 af byens statuer levende. Ved hjælp af Augmented Reality teknologi kan man holde sin Smartphone op mod byens skulpturer, f.eks. H.C. Andersen som kommer til live på skærmen og fortæller sin historie.

Men hvad med kunstnerne? Ud over Jakob Tækkers værk Man in a Box
og David Hockneys iPad drawings, er der indtil videre ikke mange kunstnere der har grebet bolden og udtrykt sig digitalt gennem Smartphones eller tablets. Der er ellers mange muligheder i mediet. Hvad sker der f.eks. når penslen på lærredet bevæger sig videre ud på museumsgæsternes Smartphones eller når en abstrakt skulptur ændrer form i hænderne på byvandreren?

Udgivet: 7. apr 2013 18:17