Elektronisk puls til guldalderen

80

Statens Museum for Kunst har inviteret syv unge musikere fra den elektroniske musikscene til at komponere ny musik til malerierne fra samlingen af dansk og nordisk kunst 1750 – 1900. Et eksperiment, der skal slå mure ned og få publikum engageret.

Reportage udgivet i Kunsten.Nu den 23. sep. 2011

Musikken kan hentes gratis på applikationen Music Made by Art til iPhone, iPad eller iPod fra Apples AppStore. Har man ikke selv adgang til mediet, stiller museet gratis en iPod til rådighed mod aflevering af sygesikringsbeviset.

Titlen: ”Music Made by Art” antyder, at det er kunstværkerne, der har skabt musikken. Det er selvfølgelig set før, at musikere har hentet inspiration i billedkunsten og skabt ny musik. Men det sker sjældent, at musikerne bevæger sig over 100 år tilbage i tiden og fortolker værker, der er skabt i en roligere atmosfære, ved at tilføre en nutidig, urban og højteknologisk puls.


Udgivet: 27. sep 2011 09:24


En fjerde dimension

Som museumsgæst befinder man sig derfor i en slags fjerde oplevelsesdimension, når man i modsætning til andre besøgende, oplever Einar Nielsens maleri I hans øjne så jeg døden tilsat intens sangstemme og en tung euro-dance puls. Eller når Valdemar S. Møllers Solnedgang. Fontainbleu understøttes af plirrende glasklar elektronisk Chill-Out musik.

Projektet blev lanceret i foråret i forbindelse med nyophængningen af samlingen af dansk og nordisk kunst. Indtil videre har tre bands leveret deres bidrag. Noir-pop bandet Gianna Factory har fortolket Abildgaard, Stoffer & Maskinen – Ejnar Nielsen og Kasper Bjørke har sat strøm til Valdemar S. Møllers solnedgang. I løbet af året tikker yderlige fire bands ind på iPhonen. Det er Darkness Falls, Turboweekend, Thulebasen og Anders Trentemøller.

En ung samling?
”Det har været en stor udvælgelsesproces i forhold til musikerne, der både skulle være lidt upcomming og alligevel så etablerede, at de havde godt fat i publikum”, fortæller Susanne Rydahl, der er marketingsansvarlig på museet.

Til spørgsmålet om der er tematisk sammenhæng mellem guldalderkunst og elektronisk musik, erkender hun, at det er der nok ikke: ”Det er et eksperiment. Vi ville gerne vide om vores samling kan tiltrække et ungt publikum hvis vi ændrer den måde vi henvender os på. Derfor gik vi helt bevidst efter at ramme målgruppen af unge med vægt på det musikalske udtryk”.

In your face … eller pletter for øjnene
”De musikere, vi spurgte, syntes at det var fedt at komme ind og få historierne om værkerne og blive inspireret af kunsten, så de har også set det som en kunstnerisk indsprøjtning til dem”, slutter Susanne Ryhdal.

Musikernes engagement kan mærkes. Som når Stoffer & Maskinen på den medfølgende tekst på app´en skriver: ”Vi har valgt at fortolke billedet Og i hans øjne så jeg døden malet af Ejnar Nielsen. Det fede er, at vi nu får muligheden for at give det her kunstværk en ny fortælling og sætte det ind i en spritny guldramme. Vi faldt først over titlen, bare fordi den er så meget in your face!”

Musiker Kasper Bjørke fortæller: ”Jeg blev umiddelbart draget af den utrolige lethed i værket. … Vi kender alle det med at få pletter for øjnene, når man kigger direkte i solen … det synes jeg var interessant at beskrive med musik”.

Udvidelse af museumsoplevelsen
”Det interessante er, at vi nu har fået et digitalt medie, der kan udvide oplevelsen og tilføre en, eller måske endda flere dimensioner til en udstilling”, siger Uri Andersen fra bureauet Umloud Untd, der har udviklet Music Made by Art for SMK.”Apps bliver fremover en integreret del af helhedsoplevelsen, både på museet, hvor lyd, billeder og ekstra data kan skabe forskellige oplevelsesdimensioner, men også ved at få trukket udstillingen ud af rummet. Bevæger man sig rundt i et gademiljø, kan man linke til malerier og fortælle, at her er der faktisk malet et billede af f.eks. Gammel Strand eller her boede denne her maler.

“Det er den slags momentane indsigter eller oplevelser, der kan være med til at skabe loyalitet og genbesøg på museet,” slutter Uri Andersen, der allerede er klar med den næste app for SMK, nemlig en guide til Toulouse Lautrec udstillingen.


Fakta:
Toulouse Lautrec app´en kan downloades i App Store og på Android Market.Music Made by Art kan downloades gratis i App Store

Der er lukket for kommentarer.