U-danske monumenter

I artiklen om de “Storslåede Tyske Monumenter” skrev jeg, at danske monumenter, som f.eks. Himmelbjerget, Ejer Baunehøj og Gefion springvandet, er en kende underspillede i forhold til hvad man kan finde syd for grænsen. Det er måske ikke helt rigtigt, hvis man medregner monumenter bygget indenfor de sidste 30 år.

Måske er vi danskere ved at fjerne os fra tidligere tiders “Biedermeier” kultur og begyndt at slå større brød op end vi kan bage. Det er ikke til at sige om det er en tendens, men faktum er, at vi i nyere tid har fået to store og voldsomme skulpturer placeret i det danske landskab.

Jeg tænker selvfølgelig på Ingvar Cronhammars monumentale Elia, der blev afsløret den 27. september 2001 i Herning og på “Mennesket ved Havet” udført af billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansen og placeret nord for Esbjerg ved Sædding Strand. Skulpturen blev afsløret d. 28. oktober 1995 og i folkemunde ofte kaldet de 4 hvide mænd.

Eliah 002a Mennesket ved havet 01

Begge skulpturer er jo fantastisk flotte og skabt til at imponere og vise storhed. Den store gasbrænder, der er placeret i midten af Elia, laver en 8,4 meter høj og 1 meter bred ildsøjle i omkring 30 sekunder, hvilket kun sker én gang i løbet af en 19 dages periode. Tidspunktet for udladningen er tilfældig og styres af en computer. Skulpturen er desuden konstrueret sådan, at den er i stand til at modtage lynnedslag. Når lynet slår ned, vil skulpturen svare med et ekko af ca. 40 sekunders varighed (Wikipedia).

Eliah 005a

Brænderen til den 8,4 meter høje ildsøjle som Elia udspyr

Den slags monumentalisme hvor elementernes rasen arbejder sammen med skulpturen er temmelig voldsom og virker meget udansk her i H.C. Andersens fredelige hjemland.

Det samme kan man sige om Svend Wiig Hansens skulptur “Mennesket ved havet”. Bemærk titlen: “Mennesket” i ental. Der er altså tale om ét menneske og ikke fire. Det er ikke en skulpturgruppe, men én skulptur hvor menneskefiguren er gentaget fire gange. Det leder tankerne hen Påskeøens monolitter, eller på Ramses den II´s ulidelige selvpromovering i Abu Simbel, Egypten ca. 1270 f.Kr.

Ramses den II, var den største og sejerigeste af alle de egyptiske faraoner, der ud over at nekæmpe hittitterne i slaget ved Kadesh, skal han have haft omkring 200 hustruer og elskerinder og med dem fået 90 sønner og 60 døtre! Han har altså haft al mulig grund til at “blære” sig. I klippen, der oprindeligt lå langs med Nilen, fik han udhugget fire styks 20 meter høje, helt ens statuer af sig selv siddende i al sin magt.

abu-simbel4

 

abu-simbel 3 Mennesket ved havet 02

Selvom “Mennesket ved havet” ikke på samme måde er en magtdemostration, men ifølge Svend Wiig Hansen skal symbolisere det rene ufordærvede menneskes møde med naturen, himlen, jorden og havet, så er der ingen tvivl om at Ramses den II også så sig selv som et rent og ufordærvet menneske.
Posituren, gentagelsen og placeringen ved vandet indgyder til beundring, hvad enten man kom sejlende langs Nilen i det 13. århundrede eller er på vej til Esbjerg Havn med friskfangede fisk.

Udgivet: 31. jul 2016 18:21

 

Der er lukket for kommentarer.